03 09 2008

Kærkommen opdatering

Sidste år anbefalede jeg varmt programmet OSXplanet, som kan vise forskellige planeter ‘live’ på Mac’ens Skrivebord. Jeg holdt dog op med at bruge det selv, da det ikke længere virkede under Leopard.
Beskrivelsen af programmet er der ikke grund til at gentage – dog vil jeg lige bemærke, at programmøren, Gabriel Otte, i mellemtiden er blevet hele 19 år.
OSXplanet er også blevet lidt ældre, så nu hedder versionen 2.0b2 – hent det her. Prisen er der stadig ingen, der kan slå: gratis!

17 08 2008

To sync or not to sync

Efter at have fået min iPod Touch, er jeg begyndt at bruge iCal, da kalenderen i iPod’en kan synkroniseres automatisk med iCal på Mac’en. Hvad jeg så mangler, er at kunne synkronisere mellem iCal og Google Calendar, som jeg bruger ret flittigt, da jeg her kan oprette aftaler både på arbejde og hjemme, og have adgang til dem begge steder.
En option er allerede indbygget i Google Calendar, som gør det muligt at foretage eenvejs-synkronisering fra Gcal til iCal, men jeg troede at tovejs-synkronisering kun kunne udføres via et købeprogram ved navn Spanning Sync – så smart og letanvendelig at jeg overvejede at købe (har afprøvet en trial).
Men via Macnyt.dk’s forum blev jeg opmærksom på, at der eksisterer et gratis alternativ, Calgoo Connect. Det er en smule sværere at sætte op, men når det én gang er gjort, virker det helt efter hensigten!
Så nu er jeg (med mine få, men vigtige aftaler om fx fysioterapeut, læge, tandlæge og remindere om fødselsdage) synkroniseret i *** og *** mellem alle kalendere på to Mac’er og iPod Touch.

02 08 2008

OnyX – uundværlig og gratis

Jeg vil her gøre lidt reklame for gratis-programmet OnyX, der netop er opdateret til v. 1.9.6. Dette gælder i hvertfald den version, som skal benyttes, hvis man bruger Apple’s nyeste styresystem, Leopard – OnyX findes i andre, særlige udgaver målrettet til ældre versioner af Mac’ens systemsoftware (med kattenavnene Tiger, Panther, Jaguar).
Programmet er udviklet af franskmanden (!) Joel Barriere. Det kan bruges til at indstille en lang række ‘skjulte’ parametre i OS X, og udføre vedligeholdelsesopgaver – verificering af startdisken, reparation af disktilladelser og regelmæssig (daglig, ugentlig, månedlig) disk-vedligeholdelse, samt rense ud i cache-filer, præferencer mmm.
Gamske vist er det meste noget, som også kan udføres ved hjælp af forskellig, ‘indbygget’ OS X system-software (Disk Utility, Terminal), men ikke automatiseret, samlet på ét sted og med en venlig brugerflade, der retter sig mod ikke-programmører som mig selv.

automation.jpg

Dette skærmbillede ser jeg ca. en gang om måneden – afkrydset som vist, hvorefter jeg klikker på ‘execute’. Forinden har OnyX bl.a. lukket åbne programmer og verificeret disken, så man har mulighed for at tage affære, hvis der er noget galt (noget der skete ret ofte tidligere på PPC-Mac’er – og særdeles vigtigt at reparere, hvis nødvendigt).
Præcis HVAD, OnyX laver, aner jeg kun lidt om – men det er helt sikkert nyttigt – jeg har utallige gange har fået løst både store og små problemer ved at udføre rutinerne.
Blot for at nævne nogle få exempler har jeg oplevet uforklarlige program-nedbrud (crashes) af bl.a. Safari, Mail og Illustrator, som blev løst af gennemkøring af OnyX.
Så jeg sværger til denne software som universel redningplanke i livet med Mac OS X, og har et næsten religiøst forhold til opdateringer. Hent det her – anbefales uden forbehold!

09 03 2008

Om blogging

1) Her bryder jeg en regel, jeg ellers prøver at overholde, nemlig aldrig at lade én blogpost dække flere emner.

Anyway: ved at klikke på “Næste blog” øverst i skærmbilledet, vises en anden Blogger-blog (vist nok tilfældigt udvalgt?). Herved har jeg opdaget, at der (selvfølgelig – men altså nyt for mig) findes mange 3-parts-skabeloner til Blogger, den ene grimmere end den anden (i hvert fald dem, jeg har set). Og ganske mange overtræder flere, for mig ufravigelige, ‘regler’ for god web-skik: i særdeleshed dette, at udsætte det sagesløse publikum for musik, som starter automatisk og end ikke kan afbrydes uden at forlade siden. Det er jo langt fra sikkert, at alle deler ens sublime smag :-) Men også fx tekst, der er ulæselig pga. skriftstørrelse, farve og/eller baggrund – jeg har altså den naive antagelse, at man vel publicerer noget på nettet, for at nogen eventuelt skal læse det?

2) Denne post er skrevet i ecto (ja, staves med lille e) – en shareware blogeditor, som indeholder alt, hvad hjertet kan begære mht. nem adgang, opsætning, redigerings- og formateringsfaciliteter. Har flere muligheder indbygget end den tilsvarende MarsEdit, men er ovenikøbet billigere: $17,95 i modsætning til $29,95. Så valget er klart!

29 02 2008

Finderpop

D. 27. februar bemærkede jeg glad via Macupdate, at en vidunderlig lille systemudvidelse, som jeg flittigt benyttede i Macintosh OS 8 og 9, nemlig Finderpop, var kommet i version 2.1 – nu OSX Leopard-kompatibel.

Finderpop installeres som en ‘prefpane’ med disse valg:
Finderpop fylder kun 591 K, er selvfølgelig Universal Binary og kan bruges aldeles gratis – dog er programmet ‘pintware’, dvs. brugeren opfordres til at give programmøren en pint øl! Når programmet er installeret fungerer det bl.a. som en udvidelse af den kontekstuelle menu, som er til rådighed i alle Mac’ens programmer, inkl. Finder (se skærmbillede). Hent her.

09 10 2007

Et fedt skrivebord

De fleste mennesker trives (bedre) i behagelige omgivelser og holder af at omgive sig med deres yndlingsting – men lige hvad de er, er vel i høj grad individuelt. At vi holder så meget af Mac’en skyldes vel bl.a. at hele ‘computeroplevelsen’ formidles af gennemført design og æstetik. Brugerfladens elementer kan endvidere skræddersyes efter helt personlige præferencer – og de fleste som anvender computeren flere (mange?) timer dagligt, kender vel til at bruge lang tid på at tilpasse systemet, så det passer til netop dem selv.
Et af de elementer i den grafiske brugerflade vi møder oftest er Skrivebordet. Og – ud over de mange typer som er indbyggede i OSX – kan man som bekendt installere alt muligt andet efter eget valg: foto af katten, hunden, børnene, kæresten, landskaber etc. etc.
Men hvad med at have en dynamisk desktop, der afspejler bl.a. tidspunkt på døgnet og vejrsituationen? Det leveres exempelvis af programmet OSXplanet, som her anbefales varmt. Det er gratis, ‘donationware’, kan indstilles til at vise enhver planet (og solen) i vores solsystem, fx jorden i mange forskellig projektioner, jordskælv, skydække, satellitter, byer (man kan vælge mellem +10.000 inkl. fx København, Ålborg og Århus) og meget mere.
Programmet er skrevet i Cocoa (virker både på PPC og Intel – Universal Binary) og bruger kun ca. 50-55 MB RAM – programmøren hedder Gabriel Otte og er bare 18 år – han modtager gerne donationer, bla. så han kan erhverve en Intel-Mac til fortsat udvikling og collegebrug (sic).

21 07 2007

Gratis software

I bloggen for x-grafixere har Peter skrevet meget om Macupdate’s tilbudspakke med software – og det da ganske rigtigt et godt tilbud ($49). Men her vil jeg nævne et par endnu bedre tilbud, nemlig aldeles GRATIS software, som rykker!

Først Quicksilver – et søgeredskab, men også meget mere. Slår fx Spotlight eller Google Desktop med adskillige længder. Kan beskrives vidt og bredt, men herfra er kun én ting at sige: prøv det! Hent her.

Dernæst Shrook – en fuldfed RSS og Atom newsreader. Du kan endog logge ind på din shrook.com konto (gratis) fra en hvilken-som-helst computer med webbrowser, synkronisere og læse – når du kommer tilbage til Shrook, véd programmet, hvad du har kigget på, mens du var væk. Hent her

Og til sidst Flock - ‘den sociale webbrowser’, som netop er kommet i en version 0.9.0.1 Programmet bygger på samme Mozilla engine som fx Firefox, giver mulighed for at skrive til udvalgte blogs uden at have dem åbne (fx dette indlæg), har en avanceret søgefunktion (umiddelbart med forkærlighed for Yahoo, men det kan nemt omgås til fordel for bl.a. Google) – hvad med at kunne søge direkte i Wikipedia fra browserens søgefelt? – det er kræs. Læg dertil mulighed for upload af fotos til bl.a. Flickr (men ikke Picassaweb), ‘media bar’ i browser-vinduet til fotos eller Youtube videoer, Feed-læser, Web clipboard mv. Klik for at hente det
Flock N Roll

Og sådan er der så meget – om software er gratis, billig eller dyr har ikke nødvendigvis ret meget med kvaliteten at gøre. Husk blot (som Arthur Naimann skrev i The Macintosh Bible): det er rigtigt, at 90% af al software er noget lort … men på den anden side, 90% af ALTING er noget lort. Det drejer sig bare om at finde de 10%, og glemme alt om resten.

11 07 2007

Ny version af Flock

Så via Me.dium udvidelsen til Firefox at browseren Flock er kommet i en ny version 0.9 (tidligere 0.714). Downloadede den fra Flocks eget website – den er åbenbart så ny, at end ikke Flock selv kender til updaten. Heller ikke Macupdate har den endnu.

Blogged with Flock

Next Entries »

Translate

Twitter