30 05 2010
Do Not Sell This Video
For nylig har jeg foretaget et par ret minimalistiske opgraderinger af ”andet hardware’ – altså andet end Mac og omegn. Først investerede jeg i den mindste fladskærm, man vist kan opdrive: 19″. Det gamle, noget større billedrørsfjernsyn havde ikke uvæsentlige irritationsmomenter, idet billedet stod fortegnet efter overgangen til digitalt TV – en del (alle?) 16:9 udsendelser blev strakt ud til at fylde hele skærmen, altså vertikalt fortegnet.
For nogle år siden anskaffede jeg en DVD-spiller i Fakta – dengang et økonomisk temmelig godt køb (under 500 kr). Og den har da også tjent mig til lejlighedvis afspilning af leje-/købefilm. Men den var særdeles kræsen med alle andre DVD-typer, som – hvis disken overhovedet måske kunne læses – typisk loadede i laaang tid før man mødtes med beskeden ‘Unknown disk’. Dette var jeg så irriteret over at jeg en regnvåd lørdag, hvor jeg havde lidt lyst til at se andet end DR – anskaffede en Sony, der ikke engang kostede mere end den gamle: kr 499,-
Et heldigt valg: jeg har omsider kunnet se gamle koncertoptagelser med Grateful Dead, konverteret fra AVI til Video_TS. I modsætning til forgængeren loader og spiller den nyanskaffede DVD-spiller dem straks. Og, selv om der jo er tale om downloadet, hjemmebrændt musik, er det aldeles lovligt – Grateful Dead hyldede aldeles atypisk, at man optog deres koncerter og udvekslede optagelserne med andre fans.