08 01 2012

Rygestop … igen igen

Adskillige gange tidligere har jeg forsøgt – igen – at holde op med 40 års vane (minus 2 år hvor jeg faktisk ikke rørte en cigaret overhovedet).

Og jeg har forsøgt mig med div. motivation i form af at proklamere rygestoppet her i bloggen og på Facebook og Twitter. Men uden ‘held’ – jeg kan lide at ryge, nok til at trodse sundhedsmæssige og andre advarsler, samt kollegiale tilskyndelser.

Men nu prøver jeg altså igen, denne gang med en ændret approach ifht. alt-eller-intet holdningen. Jeg benytter igen det fortræffelige Oliver Twist skrå-præparat, som slår div. plastre og tyggegummi med mange længder (brug søgefeltet).

I denne omgang forsøger jeg nedtrapning – først undlod jeg gennem 2-4 uger at ryge mens jeg var på arbejde (røg selvfølgelig udendørs – efterhånden en ensom fornøjelse), dernæst at begrænse til maks 2 pakker ugentligt.

Dette ser ud til at kunne lade sig gøre – endemålet er stadig et fuldstændigt rygestop, men reduktionen ér mærkbart gavnlig for både helbred og pengepung, så den opretholder jeg – slet ikke uden problemer, men dette kan (og SKAL) jeg altså gennemføre.

24 09 2011

Take it or leave it

Det er alt for længe siden, jeg har fået skrevet en blogpost.
Og faktisk har jeg ingen større lyst til at skrive noget som helst, så jeg vil i stedet skrive en rodebunke om hvad jeg burde ytre mig om – og hvorfor jeg alligevel med besvær nedfælder et par linjer….

1. På jailbreak-fronten er der stille siden sidst. Mine iDevices, iPhone 4 og iPad 2, kører begge iOS 4.3.3, nyeste OS, som kan jailbreakes. Ganske vist har Apple lanceret både 4.3.4 og 4.3.5, men der kommer ikke software til jailbreak hertil – alle (inkl. forfatteren) venter spændt på næste version, som kommer samtidig med/til iPhone 5.
Der er vist ingen officiel udgivelsesdag endnu, men en gang i efteråret er nok ikke usandsynligt.
Det kripler i fingrene for at få en strax ved release…men hvordan financieringen kommer på plads er p.t. uvist:-(

2. Mht. nakkesmerter: efter 13 måneders ventetid kom jeg omsider til undersøgelse på Bispebjerg Hospitals dystoniklinik. Her har jeg nu fået i alt 4 Botox injektioner mhp. at lamme den muskulatur som gav anledning til de uudholdelige, kroniske smerter (se flere tidligere blogposts om emnet – skriv blot ‘smerter’ i søgefeltet).
Tilstanden er stadig plagsom, blot på en ny måde – smerterne ér reduceret (men ikke helt fjernet). Til gengæld kan jeg ikke holde hovedet oppe – og det er blevet værre og værre for hver ny behandler, jeg har været udsat for! Jeg har været ude af stand til at cykle pga dette – en væsentlig forringelse af livskvaliteten…så stor at jeg nogen gange ønsker mig tilbage til smertehelvedet, hvor jeg i det mindste ikke var invalideret i bevægeligheden.
Er der så stor forskel på evnerne hos de forskellige behandlere (jeg har haft ikke færre end 3 på 10 måneder)? I så fald vil jeg næste gang kræve at blive behandlet af den mindst ringe næste gang.
Jeg føler at jeg skal vælge mellem pest og kolera. Dette gør mig deprimeret!!!
Så sort at jeg hellere må standse skriveriet her.

02 01 2009

Nytår

Jeg vil hermed blot lige markere, at årsskiftet 08/09 ikke er foregået i ubemærkethed – endnu en grund til at rette op på at der (med min normale udgivelsesfrekvens) tilsyneladende ‘mangler’ et par indlæg i denne blog.

Men de fleste emner, der p.t. trænger sig på, kan vist mere karakteriseres som private end personlige og derfor følger ingen elaborering.

Kun et par pæne billeder:

197437image002.jpg

197437image012.jpg

08 12 2008

Værre/bedre smertebehandling

Emnet ‘nakkesmerter’ er efterhånden så detaljeret beskrevet her i bloggen, at jeg ikke vil uddybe det yderligere – søg blot efter “smerter” og læs om den ulidelige, uløselige situation.
Status er, at jeg også er henvist til smertelæge, som først ordinerede smerteplastre, der slet ikke havde nogen effekt. Og advarede mod den del af medicineringen (som virkede), der består af Ibubrufen 600mg (4 * døgn) = risiko for dødeligt mavesår!
Det er jo indlysende uhensigtsmæssigt :-)
Men alternativet er morfin – altså noget som får advarselslamperne til at blinke frenetisk i 3D og surround hos mig.
Måske vil jeg alligevel deltage i experimentet: hvis det kan gøre livet lidt mere udholdeligt (dvs reducere smerter) og er nødvendigt, så er jeg nødt til at forsøge.

Posted by ShoZu

metadon_72.jpg

PS. Billedet af pilleglasset (taget med mit nye kamera) er uploadet vha. WordPress’ webinterface – ikke som teksten, skrevet i den anbefalelsesværdige, gratis iPod Touch app Shozu (om det kan lade sig gøre kræver selvsagt overførsel til iTouch’ens billedarkiv samt en del  experimenter (aka trial-and-error), som lige nu forekommer mig at være en bedre sag værdig.

07 11 2008

An update in my life

For nogen tid siden bekendtgjorde jeg, at jeg var blevet ‘boligejer’, da jeg meldte mig ind i den nystiftede andelsboligforening i ejendommen, som jeg har boet i siden ’81.
Ikke i min vildeste, mest paranoide fantasi havde tanken strejfet mig, at lån til indskuddet kunne være et problem – jeg skal give ca. 70.000 for en andel, der er ca. 270.000 værd.
Men min egen bank sagde ‘nej’, og to andre banker ligså. Jeg har hørt om den såkaldte ‘finanskrise’ – med alvorlige konsekvenser for en del mennesker. Fx udtalte et par i tv-avisen, at de nu blev nødt til at købe en mindre fladskærm end først planlagt…
Imidlertid har jeg ikke 70.000 på kistebunden, og det er jo bankerne, der sidder på pengene og her har det altafgørende sidste ord, så jeg kaster håndklædet i ringen, og anmoder bestyrelsen om at fortsætte som almindelig lejer.
Mek ok, det er billigere, jeg kan ikke blive smidt ud, og lejelovens bestemmelser ‘beskytter’ mig også fremover. Og jeg påtænker ikke at fraflytte 64 m2 dejlig lys, byfornyet lejlighed med fx fjernvarme, nye vinduer og nyt køkken – ikke før jeg bliver båret ud.
Alligevel er det nedtur :-(

07 10 2008

Krise

Jeg har, som tidligere beskevet her i bloggen (‘Boligejer’) givet tilsagn om at købe min lejlighed som andel. Nogle facts i den sammenhæng: da jeg bor her ved stiftelsen, skal jeg kun betale 98.000 minus betalt depositum og indestående på vedligeholdelseskonto = ca. 70.000, vel at mærke for en andel, som på papiret angiveligt er op imod 280.000 kr værd (som belåningsgrundlag og salgsværdi). Mine motiver til købet er slet ikke investering, men dels at kunne blive boende i noget, som er næsten mit eget, dels at omlægge mit ret store, dyre banklån til et billigere boliglån (jeg har i årevis betalt 1.760 i afdrag hver måned, hvoraf 1.200+ er renter).
Naturligvis kræver det, at jeg låner de 70.000 til indskuddet i banken, og jeg forestillede mig overhovedet ikke at det skulle være noget problem – at en bank måske ikke var interesseret i at få en sikkerhed for sine penge, som de aldrig havde haft før, og hjælpe en kunde med en gevinst på små 200.000, indgik ganske enkelt ikke i min forestillingsverden.
En samtale (tirsdag i sidste uge) med min såkaldte bankrådgiver hos Nordea gav mig imidlertid det største chok, jeg har fået i nyere tid: banken ville ikke låne mig pengene, ‘da ejendommens financiering var særdeles risikofyldt’ og jeg ‘aldrig kunne vente at sælge lejligheden for den pris, jeg var stillet i udsigt’. Faktisk ville andelen overhovedet ikke udgøre nogen form for sikkerhed!
Ganske vist er det ikke undgået min opmærksomhed at der en form for financiel krise pt. – men når især bankfolk og medier udråber tilstanden som noget nær katastrofe, forekommer det mig i dagens Danmark og internationale samfund at være proportionsforvridning uden respekt for historisk viden/bevidsthed og i værste fald en selvopfyldende profeti. For år tilbage brugte Mogens Lykketoft udtrykket ‘hysteriske kællinger’ om børsfolks adfærd – udtrykket passer fint på de nævnte andre grupper (mere ‘politisk ukorrekte’ betegnelser om hysteri og fysiologi trænger sig på, men det er vist udtryk for macho-tankegang, og den slags mener/skriver jeg selvfølgelig ikke).
Enten taler Nordea usandt og/eller er inkompetent eller også ser det særdeles sort ud for vores andelsboligforening – jeg tror at der må ligge andet bag holdningen (financieringen er et ikke særlig usikkert realkreditlån, andre beboere har fået deres bank til at yde lån uden problemer, og der er allerede solgt tre lejligheder).
Men jeg skal nok afholde mig fra eksplicit at gisne om andres, hrm “dunkle” motiver…’tanker er toldfrie’.
I stedet prøver jeg at kontakte andet pengeinstitut – i første omgang den bank (Forstædernes Bank) som min arbejdsplads benytter (via Propeople’s ‘business manager’, som har indvilget i at assistere).
Det bliver spændende. Så en fortsættelse følger givetvis her i bloggen.

09 08 2008

wysiwtf.png

17 03 2008

Flere blogs

Jeg er forfatter på flere forskellige blogs – mine egne er: 

1) mit fremtidige hovedmedie KOMMENTARER 2008 med nyt layout og kun en mindre del af tidligere blogposts overført herfra: 2) Kommentarer (hvortil jeg midlertidigt poster dublet af nye indlæg).
Hvorfor ikke bare lave layout om og bibeholde eksisterende blog? Tja, dels fordi jeg ikke er hélt sikker på hvor stabilt grundlaget er, og dels fordi jeg på denne måde kan ‘fjerne’ et par blogposts, der nok kan kaldes mere private end personlige – uden at slette dem helt (det er jeg principiel modstander af, foruden at det strider mod selve ideen med permalinks).
Kommunikationsforum har jeg også en blog, men der er ikke mange selvstændige indlæg – det meste er feedet fra Blogger.
Og endelig er der 3) min nye bloglegeplads, horrorshow, hvor jeg prøver at vise, hvad jeg mener, man IKKE skal gøre på nettet.

16 10 2007

Om denne weblog

Egentlig har jeg et ambivalent forhold til dette medie, men alligevel bruger jeg det relativt flittigt. Faktisk har jeg udover denne adgang til at skrive i tre andre blogs med vidt forskellige målgrupper. Arbejdsmæssigt er jeg exempelvis tilknyttet en ‘corporate blog’ hvor mine personlige oplevelser og følelser i sagens natur er aldeles irrelevante – her drejer det sig om en virksomheds kunder og image. Men her i ‘min egen’ blog, Kommentarer, ytrer jeg mig om alt som ligger mig på sinde – hovedemner har været så forskellige ting som bl.a. fysisk tilstand, rygestop, Macintosh-software og forelskelse i cyberspace.
Altså bruger jeg muligheden for at skrive en slags dagbog – men alligevel ikke en dagbog i traditionel forstand, da teksten jo eksisterer på internettet og derved i princippet er offentlig tilgængelig. Den ‘gammeldags’ dagbog er en ejendommelig kommunikationsform, hvor målgruppen er begrænset til én selv, mens man vel ikke skriver noget i sin weblog, som man ikke ønsker kan blive fundet vha. Google?
At jeg har anlagt den strategi at være ærlig og netop ikke tage hensyn til strategi og taktik i mine skriverier har bragt mig i en slags dilemmaer, men jeg identificerer mig ret meget med det citat, som jeg valgte at bringe i forrige blogpost. Jeg har helt og aldeles aflyst Janteloven i resten af min levetid!

Blogged with Flock

Translate

Twitter