27 01 2010

iPad

Ja, så kom dagen for afsløringen af Apple’s nye familiemedlem, kaldet iPad – før afsløringen kunne man læse sig bevidstløs i rygtestrømmen. Men nu er den her altså. Ikke verdens 8. vidunder, men at være så negativ at kalde den bare en forvokset iPod Touch, forekommer mig ikke rimeligt.

Blandt de nyheder, der nu er afsløret, har jeg især hæftet mig ved hardwaren. Ikke at den er tynd, har relativ lang batterilevetid og selvfølgelig overfedt touchscreen – nej, den er udstyret med en 1 Ghz Apple-chip, altså egenproduceret for første gang i Apple/Mac/iPhone-historien.

Men her et par billeder mere – som fik ihvertfald mig til at savle en smule. Måske jeg skulle erhverve en for de penge, jeg sparer på ikke at ryge cigaretter (ja, du hørte rigtigt – her er da en overbevisende grund til endegyldigt at stoppe?)

17 12 2009

Jailbreak

For et par dage siden udførte jeg et vovestykke: udsatte min kære iPhone for et jailbreak – hvilket kort fortalt betyder at åbne apparatet op for 3. parts software (mens den ‘gammelkendte’ funktionalitet er uformindsket). En handling, som absolut ikke har Apple’s velsignelse, og ikke er helt uden risiko for uoprettelig ødelæggelse af iPhone’n.

Selve jailbreak’et udførte jeg aldeles uden problemer eller besvær vha. et lille, ret nyt program kaldet Blackra1n, lavet af en amerikansk knægt, George Hotz aka geohot. Intet med at hente filer med firmware og modificere dem via en (for mig) besværlig proces – nej, tilslut din iPhone/iPod Touch (opdateret til nyeste firmware), start programmet og efter ca. et halvt minut har du jailbreaket dyret! Se (som jeg gjorde – tøvede længe og læste meget om emnet før jeg vovede) evt. en udførlig vejledning.

Og hvad har jeg fået ud af et jailbreak? Indtil videre ikke det store, set en masse eyecandy, installeret og afinstalleret adskillige nyttige/sjove/tåbelige programmer, undret mig lidt og været meget irriteret over hvor reklame-inficeret visse ‘uundværlige’ installations-knudepunkter kan være (årsag til at Apple ikke vil have dem indenfor i Appstore-varmen?), konstateret hvor meget ordet ‘gratis’ kan gradbøjes … og glædet mig over småting som fx muligheden for at modificere interfacet som det fremgår her:

IMG_0034.jpg

Bemærk baggrunden, programtitlerne og reflektionen i ‘docken’. En nyttig lille sag er også SMS Helper, der viser antal tegn mens man skriver i SMS-programmet – 100% gratis og findes kun til en jailbreaket iPhone (hvorfor Apple ikke allerede har indbygget funktionaliteten kan undre). Blandt de perspektiver, der har åbnet sig (og ikke er gratis), er ikke mindst værktøjer, som gør det muligt at have flere programmer åbne samtidig – fx anvendeligt hvis man kører i bil og ikke vil afbryde sin GPS bare for at foretage et opkald på telefonen.

I det hele taget er det et stort, hidtil uopdaget, landskab, som viser sig – udforskning af software giver mig (stadig) en ubeskrivelig (særdeles tidsrøvende) barnlig fryd – og dette på min allerede pragtfulde iPhone. Det er næsten ligesom allerførste gang jeg fik en iPod Touch i hænde – altså slet ikke så ringe endda :-)

31 01 2009

iPhone :-)

I dag skete det, Det, som længe har luret på at komme til udtryk – begæret efter en iPhone.
Siden engang sidste sommer, da jeg anskaffede min ‘fattigmands-iPhone’, en iPod Touch, har jeg dagligt glædet mig over dette, det sjoveste legetøj, jeg har haft i årtier.

Men … den har ikke jo 3G til datatrafik, og man kan ikke tale med andre via apparatet, kun chatte – og det går altså ikke ret hurtigt på touchscreen-tastaturet. Men dét har en iPhone – grunde nok til at ønske sig et apparat, der både er iPod, en håndfuld skærm  og trådløs computer på en gang.

Og i dag ville jeg have den, så strax efter arbejde, opsøgte jeg Telia-forretningen 5 min. gang fra min bopæl – Telia er med Apple’s velsignelse fortsat den eneste 100% autoriserede forhandler (dette er/har der været megen debat om, men det emne lader jeg ligge i denne sammenhæng – btw: de andre er vist såmænd ikke ret meget billigere).
16GB sort modellen, jeg vile have, var på lager, men de ville have billedlegitimation, selv et udløbet pas kunne bruges. Så jeg skyndte mig hjem, og fandt mit pas fra ’96 frem … velligende ungdomsbillede, lol.

uphone

8 timer før disse linier skrives, er en drøm er gået i opfyldelse – mit kære legetøj er blevet komplet – prisen taler vi ikke om.

08 12 2008

Værre/bedre smertebehandling

Emnet ‘nakkesmerter’ er efterhånden så detaljeret beskrevet her i bloggen, at jeg ikke vil uddybe det yderligere – søg blot efter “smerter” og læs om den ulidelige, uløselige situation.
Status er, at jeg også er henvist til smertelæge, som først ordinerede smerteplastre, der slet ikke havde nogen effekt. Og advarede mod den del af medicineringen (som virkede), der består af Ibubrufen 600mg (4 * døgn) = risiko for dødeligt mavesår!
Det er jo indlysende uhensigtsmæssigt :-)
Men alternativet er morfin – altså noget som får advarselslamperne til at blinke frenetisk i 3D og surround hos mig.
Måske vil jeg alligevel deltage i experimentet: hvis det kan gøre livet lidt mere udholdeligt (dvs reducere smerter) og er nødvendigt, så er jeg nødt til at forsøge.

Posted by ShoZu

metadon_72.jpg

PS. Billedet af pilleglasset (taget med mit nye kamera) er uploadet vha. WordPress’ webinterface – ikke som teksten, skrevet i den anbefalelsesværdige, gratis iPod Touch app Shozu (om det kan lade sig gøre kræver selvsagt overførsel til iTouch’ens billedarkiv samt en del  experimenter (aka trial-and-error), som lige nu forekommer mig at være en bedre sag værdig.

21 10 2008

Vidundere

Dagens forrige blogpost handlede om de langvarige, uløselige og næsten ubærlige nakkesmerter. Så trist, at den ikke bør stå alene – der er bestemt også sket positive forandringer.
1) Jeg har haft fornøjelsen af at ‘deflorere’ Propeople’s nye iMac, overføre og installere al software, dokumenter og indstillinger til alt, samt tage ‘dyret’ i arbejdsmæssig anvendelse.
At få lov til at udpakke en spritny Apple-maskine giver mig en uforlignelig, barnlig glæde, som nok kun andre, ægte Mac-freaks kan sætte sig ind i.
2) Min nyeste, lille gadget, som selvfølgelig er beskrevet andre steder her, min iPod Touch, ér altså bare det sjoveste legetøj, jeg har haft i årevis – så er det vist endegyldigt slået fast :-)

11 10 2008

Gratis og god software til iPod Touch og iPhone

Der udgives dagligt en ret stor mængde mere eller mindre nyttige programmer til brug på iPod Touch og/eller iPhone, og alene antallet gør det være svært at skelne revl fra krat. I Application Store i iTunes er alle grundigt beskrevet, og ofte kan man læse mere eller mindre brugbare anmeldelser, skrevet af andre brugere, men hvad der er godt og hvad der er skidt, finder man jo først ud af, når man har downloadet og bruger programmerne selv.

Arthur Naimann skrev for mange år siden i den Macintosh Bible, som jeg oversatte (jeg parafraserer efter hukommelsen): ‘Det er rigtigt, at 90% af al science-fiction er noget lort, men på den anden side er 90% af alting noget lort – det drejer sig om at finde de sidste 10% og glemme alt om resten’. Således også mht. software – og det er langt fra altid, at prisen fortæller noget signifikant om kvaliteten, der findes rene perler, som udvikleren tilbyder helt gratis, ganske uden profitmotiver.

Jeg har afterhånden hentet en del programmer til min iPod Touch, både for penge og uden vederlag, og i begge grupper, har der været en del ‘svipsere’, hvor beskrivelsen lød fristende, men virkeligheden var en ganske anden. De dårlige, gratis ting blev hurtigt smidt ud, men de dårlige betalingsprogrammer lever en hensygnende tilværelse på et skærmafsnit, jeg kalder ‘møddingen’, med emner, der næsten aldrig aktiveres.

iTouches.png

Her giver jeg nogle korte anbefalinger (nævnt i flæng) til rigtig god (kræs!) og ganske gratis iTouch-software :-)

Facebook – faktisk har jeg et mildest talt ambivalent forhold til fænomenet, men denne fremragende lille app. gør, at jeg dagligt tjekker fx ‘vennernes’ status-updates mmm. og selv poster (og i øvrigt sker der løbende noget på min profil, da bloggen her feeder til mine ‘noter’, altså uden at jeg behøver åbne siden).

Evernote – som også findes i en gratis udgave til Mac’en (hvor man fx kan lave skærmdumps som notater) synkroniserer med iTouch/iPhone-versionen til en server, så man har de samme noter til rådighed begge steder, og kan skrive en tekst- eller billednote, som på den måde deles automatisk mellem de forskellige apparater.

Aroundme – med udgangspunkt i den geografiske lokalisering kan man få listet bl.a. nærliggende banker, barer, caféer, hospitaler og apoteker. Vel at mærke fungerer det fremragende, også her i Danmark, da informationerne hentes fra diverse lokale databaser/online opslagsværker (vist nok fx Eniro). Ved klik på et af de listede navne vises præcis adresse og telefonnummer og man kan få vist rute dertil på et detaljeret (Google) kort.

Wikipanion – som navnet antyder, en nem og intuitiv adgang til Wikipedia. Man begynder at skrive søgeordet, og nedenunder listes forskellige forslag, som man blot kan klikke på for at se artiklen uden at behøve skrive hele ordet først.

WordPress – interface til en eller flere blogge i WordPress. Let og overskueligt at skrive og redigere blogposts, samt afkrydse kategorier og skrive tags.

Eventful – Beskrivelsen herunder taler for sig selv. Dette bør opleves – selvom det er amerikansk udviklet, finder man som dansker et stort antal nyttige, endog meget ‘lokale’ oplysninger fx om hvem, der spiller i Vega eller Stengade og hvornår (blot for at nævne nogle få eksempler).

Find local events, see what’s on at your favorite venues, and know which performers are coming soon.
Track what your friends are interested in doing and share your favorites with them.
At your fingertips you’ll have…
Millions of events to choose from
Schedules for all venues near you
Tour dates for over 130,000 performers
You can also…
Get email event alerts tailored to your interests
Demand your favorite performers to come to your town
Participate in our community of 6 million event-aholics
Use iPhone’s GPS to locate events near you

Og til sidst: hvis man finder iTunes’ Application Store svær at overskue, indeholder Macupdate nu en del, som udelukkende lister programmer til iPhone. Du finder listen her.

PS. Billedet viser iPod Touch’er, men ikke med nogen af de nævnte apps – og det er en .png med transparens, så Internet Explorer 6 viser dem på hvid baggrund. Dette er en kendt fejl i IE6 og yderligere en grund til at opgradere til en ordentlig browser – fx Firefox, Opera, Safari, Flock … elller til nød, Internet Explorer 7 (på Windows altså, til Macintosh og andre styresystemer findes der kun ordentlige browsere).

12 09 2008

iPod Touch

Picture_3.jpg
PS. Billedet linker til Apple’s side med ny TV-reklame – det virker bedst at se den i Safari.

29 08 2008

Osteofytter

Advarsel: Dette er endnu en blogpost om smerter – nakkesmerter.
De er hverken blevet mildere eller mindre utålelige siden første publicering af tilstanden i søndags. Hvis der overhovedet er sket nogen kvalitativ ændring, er det at jeg har det om muligt værre.
Mht. facts: jeg har fået resultatet af MR-scanningen: der kan IKKE konstateres prolaps, eller for den sags skyld nogensomhelst andre skavanker, som åbenlyst er årsag til miseren. Man kan dog se nogle små “udvækster” på en af de øverste knogler i rygsøjlen – og sådan nogen kaldes “osteofytter”!
Og de irriterer angiveligt rygmarven… Ja, så sandelig!!!
Men der er formentlig (det venter jeg ultimativt svar på fra en reumatolog på tirsdag d. 2. sept – hvis resultatet er et andet end beskrevet her, vil jeg selvfølgelig ikke tøve med at ytre mig om det i bloggen) slet ikke noget at gøre ved det, desværre. Jeg er ellers efterhånden villig til alt – kiropraktik, operation, religiøs omvendelse, whatever. Bare det kunne fjerne de næsten uudholdelige smerter (i en kommentar til forrige blogpost om emnet er en kiropraktiker anbefalet – så den mulighed vil jeg absolut også tage imod).
Men f@@@ – jeg er nok nødsaget til at vænne mig til permanent smerte som livsvilkår, og “bare” holde den nede med piller, akupunktur og fysioterapi.
“Osteofytter” – det lyder som nogle små, sjove størrelser, men det de leger er altså ??? Meget mod sædvane savner jeg ord, men jeg skriver dette på min iPod Touch – den er i det mindste sjov.

17 08 2008

To sync or not to sync

Efter at have fået min iPod Touch, er jeg begyndt at bruge iCal, da kalenderen i iPod’en kan synkroniseres automatisk med iCal på Mac’en. Hvad jeg så mangler, er at kunne synkronisere mellem iCal og Google Calendar, som jeg bruger ret flittigt, da jeg her kan oprette aftaler både på arbejde og hjemme, og have adgang til dem begge steder.
En option er allerede indbygget i Google Calendar, som gør det muligt at foretage eenvejs-synkronisering fra Gcal til iCal, men jeg troede at tovejs-synkronisering kun kunne udføres via et købeprogram ved navn Spanning Sync – så smart og letanvendelig at jeg overvejede at købe (har afprøvet en trial).
Men via Macnyt.dk’s forum blev jeg opmærksom på, at der eksisterer et gratis alternativ, Calgoo Connect. Det er en smule sværere at sætte op, men når det én gang er gjort, virker det helt efter hensigten!
Så nu er jeg (med mine få, men vigtige aftaler om fx fysioterapeut, læge, tandlæge og remindere om fødselsdage) synkroniseret i *** og *** mellem alle kalendere på to Mac’er og iPod Touch.

15 08 2008

Slut på ferie :-(

I dag er sidste dag i min ferie (2 uger).
Vejrmæssigt har perioden ladet en del tilbage at ønske – regn næsten alle dage. Men herligt at kunne sove længe, og så har jeg jo fået nyt legetøj – den iPod Touch, som også hele denne post er skevet på (liggende i sengen).
Det ER sjovt at lege, og Apple’s produkter er gode til formålet – “This is the Mac – it is supposed to be fun”, som Arthur Naiman skrev i den The Macintosh Bible, jeg oversatte for mange år siden.

« Previous Entries

Translate

Twitter

@Uggerholt