NYE KOMMENTARER

D. 9. maj annoncerede jeg deltagelse på årets Roskilde Festival. Jeg vil ikke gå i ret mange detaljer, men alligevel kan jeg ikke dy mig for en mini-anmeldelse.
Først generelt: både jeg og min ledsager måtte konkludere at vi nok er ved at være for gamle (56 år) – ikke af ånd, men af krop. Det er ganske enkelt for stor en mundfuld at være tvunget til at gå og stå i mange timer, for til sidst at møde en en halv times gåtur, delvis på en knoldemark, for at nå ‘hjemmeteltet’ med tilhørende soveplads. OG gøre dette flere dage i træk.
Alligevel lykkedes det dog at høre næsten alt planlagt, og et par deciderede overraskelser var der også plads til.

Dag 1
Rumpistol – dansk elektronika på højt niveau. Én DJ, samplere osv, både synlige og ‘usynlige musikere’!
Trentemøller – så tårnhøje forventninger var næsten dømt til at skuffes, men nej, Trentemøller havde skræddersyet et sæt, som fik også de bagerste med. Beskrivelsen fra festivalens website både passer og er helt utilstrækkelig … frækt, gennemført, sublimt (og hvad man nu ellers kan finde frem af superlativer).

Dag 2
Allerede her måtte vi økonomisere med kræfterne til at fræse rundt efter – for os – ukendte bands/musikere.
Mike Sheridan – indfriede mine negative forventninger/fordomme: det er altså synd at han, i sin unge alder, er så hypet af medierne. Han kan blive noget stort, men er det ikke endnu – jeg hører ikke ret mange gnister af originalitet, men han er da god til udnytte sin software…
Faith No More – en reunion, der batter. Extremt vespillende, veloplagt fremførelse af et bagkatalog, der oser af kvalitet.
Nick Cave & The Bad Seeds - i den del af sættet, vi hørte, var der ikke de store overraskelser, men særdeles høj kvalitet i fremførelsen af Nick Cave’s sange fra et åbenbart evigt selv-terapeutisk forløb. Måtte forlades midtvejs for at nå at høre:
The Mars Volta – mine endog meget høje forventninger blev indfriet til fulde. At netop The Mars Volta’s optræden har affødt mange negative kommentarer må skyldes lyden, som nogle har beskrevet som skæmmet af ekko. Der har da også været en del brokkeri over manglende præcision i trommespillet – klart, hvis man har hørt ekko! Vi var så ‘heldige’ at komme for sent til de rigtig gode pladser i pitten – men til gengæld var lyden god og helt uden ekko … og trommeslageren hørte vi som extremt dygtig!
Vi så os nødsaget til at lade Oasis om at fremføre deres gamle hits for et andet publikum, mens vi hvilede de trætte, trætte ben indtil vi i forbifarten konstaterede at Nine Inch Nails‘ sorte industrial lød en smule … kedeligt. Måske ikke rigtig retfærdigt at bedømme et band på 3-4 numre, men vi ville nå frem til pit-køen til noget virkelig godt:
Röyksopp – norsk elektronica, som ikke lyder spor norsk, men er en gennemført live-act, med fuld tryk på alle sanser, og ikke et enkelt fejlgreb på et af de mange keyboards.

Dag 3
Den fysiske udmattelse begynder at sætte sig igennem, så her jeg spoler hastigt videre til aftenens musik.
Pet Shop Boys - kalkuleret, gennemført fremførelse i medley’er af utallige kendte sange. Vellydende perfektionisme til mindste detalje, men ‘peppet op’ af et stort anlagt sceneshow, hvis æstetik jeg/vi ganske enkelt ikke rigtig havde brug for på dette tidspunkt.
Mikael Simpson & Sølvstorm – flot, flot sceneoptræden, præget af især sangene fra ‘Stille Og Uroligt’. At høre fx ‘Jeg sidder lidt fast’ live, med flot lyssætning og gennemført lyd var overraskende positivt – og så havde han en extra keyboard-spiller, “Hvad er det nu han hedder … Trentemøller”, som kvitterede for Mikael Simpsons live-bidrag til sit eget sæt, med denne uannoncerede optræden gennem hele koncerten. Guf!

Dag 4
Vi var nu begge overtrætte, men min ledsager blev livet op af sin kærestes ankomst på éndagsbillet. Selv orkede jeg ikke ret meget, men fik tilfældigvis en særdelse god placering i pit tæt på scenen til
Eagles of Death Metal – et band jeg mødte aldeles uden forventninger til, idet jeg intet anede om deres existens. Som sådan kunne de jo kun overraske positivt – beskrivelsen i det officielle program var “Sjofel rock på høj-niveau”, og det levede de helt op til. 4 musikere, som vel egentlig ikke var særligt teknisk dygtige, men til gengæld fyrede et hyper-energisk sæt af med enorm charme og selvironi, der smittede mange kilometer ud over scenekanten.
Nå ja, jeg hørte faktisk også det meste af Madness‘ optræden, men det udtaler jeg mig kun nødigt om…
Coldplay – jeg fik personligt næsten alle mine negative forventninger opfyldt via ca. 3 numre, og kunne så ærgre mig lidt over absolut at ville have fordommene bekræftet live inden den trælse hjemrejse til København.

Stemningsbilleder fra Roskilde Festival 09 (‘vi kom, så og blev besejret -lol):

Min iPhone måtte indleveres til reparation/udskiftning efter få dage – batteriet holdt højst 8 timer på en opladning, selv om telefonen næsten ikke blev brugt.
I går fik jeg SMS fra Telia om, at min iPhone var klar til afhentning, og 5 minutter efter (+ et kvarters ventetid) fik jeg et helt nyt apparat, som virker perfekt.
At en iPhone bruger meget strøm, var jeg forberedt på, men nu kan en opladning i døgnet klare det med mit normale forbrugsmønster.
Alt i alt: endelig er jeg lykkelig ejer af en af de fedeste gadgets, Verden har set til dato.

Google’s Picasa-applikation, som i årevis har existeret til PC (som ‘rigtigt’ program, ikke blot web-upload’eren) er kommet i beta, og kan hentes her.
Læs førstehånds-indtryk her.

Emnet ‘nakkesmerter’ er efterhånden så detaljeret beskrevet her i bloggen, at jeg ikke vil uddybe det yderligere – søg blot efter “smerter” og læs om den ulidelige, uløselige situation.
Status er, at jeg også er henvist til smertelæge, som først ordinerede smerteplastre, der slet ikke havde nogen effekt. Og advarede mod den del af medicineringen (som virkede), der består af Ibubrufen 600mg (4 * døgn) = risiko for dødeligt mavesår!
Det er jo indlysende uhensigtsmæssigt
Men alternativet er morfin – altså noget som får advarselslamperne til at blinke frenetisk i 3D og surround hos mig.
Måske vil jeg alligevel deltage i experimentet: hvis det kan gøre livet lidt mere udholdeligt (dvs reducere smerter) og er nødvendigt, så er jeg nødt til at forsøge.

PS. Billedet af pilleglasset (taget med mit nye kamera) er uploadet vha. WordPress’ webinterface – ikke som teksten, skrevet i den anbefalelsesværdige, gratis iPod Touch app Shozu (om det kan lade sig gøre kræver selvsagt overførsel til iTouch’ens billedarkiv samt en del  experimenter (aka trial-and-error), som lige nu forekommer mig at være en bedre sag værdig.

Alle fotos, som kan ses via uggerholt.com er scannede dias fra 70′erne, så jeg overvejede muligheden for at opdatere med nyoptaget materiale.

Derfor er et lommekamera, Olympus Stylus ự830, anskaffet og de allerallerførste forsøg (øvelse gør mester, håber jeg) foretaget. Det er selvfølgelig Jerry som ses her.

Og udsigten til købmanden:

Lidt om mit forhold til ‘fænomenet’ Facebook.
Jeg har et mildt sagt ambivalent forhold til Facebook – på den ene side synes jeg Facebook-stilen er for amerikansk præget og populær – og når noget bærer disse karakteristika, er det i min verden næsten helt sikkert noget, jeg ikke kan lide (at jeg så fx er fan af noget så decideret amerikansk som Apple’s produkter, er en helt anden historie:-)
For et års tid siden oprettede jeg en profil på Facebook – ganske enkelt fordi jeg ellers overhovedet ikke havde mulighed for at se andres profiler (hvis de altså viser til deres profil til andre end udvalgte ‘venner’).
I næste fase fik jeg samlet mig et lille netværk af ‘venner’ på sitet, i første omgang mine kolleger, som viste sig næsten alle at have en Facebook-profil og hvis status-opdateringer, jeg så kunne følge via Facebook applikationen til iPod Touch (som i version 1 ikke kunne ret meget mere end vise vennernes status).
Nu har jeg så fået en del nye ‘venner’, som jeg ad uransagelige omveje er stødt på, både kontakter, som jeg kun kender fra cyberspace og en række gamle bekendte og venner fra virkelighedens verden. Og jeg er begyndt at tjekke Facebook via programmet til iPod Touch, som i version 2 kan meget mere end før – fx kan man ikke bare se statusupdates, men får information om andre Facebook-relaterede aktiviteter og kan se profil-info, chatte og meget mere.
Således har jeg mødt en god veninde, som jeg ikke har set i 35+ år – vi har dels kommunikeret flittigt elektronisk, dels har vi haft et møde i virkelighedens verden. Et særdeles behageligt møde med et menneske, der, ganske som jeg husker det fra bl.a. skoleårene, har en måde at tænke på, som tiltaler mig. Og – det burde vel ikke komme som nogen overraskelse – virkeligheden slår altså cyberspace med flere længder.
Her er et farvenegativ, taget omkring 1971, altså forrige gang vi mødtes (det er med vilje, at ingen personer på billedet er genkendelige):

PS. Et andet udslag af min ambivalens er, at der tilsyneladende står en del ‘noter’ fra mig – uden at jeg skriver en linie i Facebook. Noterne er blot en RSS-feed fra min blog.

Nogle retninglinier for god ‘webskik’, som jeg selv prøver at følge i det små, kan læses i disse 19 bud. Og mit forsøg på at illustrere budene ved bevidst at overtræde dem, kan ses her.
Men de 19 bud er møntet på websider, der har til formål at sælge moget – hvilket ligger mig særdeles fjernt. Joshua Cole skriver, at ‘Content is King’ – det mener jeg at overholde på en lidt anderledes måde. Mine sider indeholder kun en mindre mængde tekst, men til gengæld har jeg lagt et meget stort visuelt materiale op. Billederne er alle taget i 70-erne, og digitaliseret (scannet fra dias) i 2007. Motiverne spænder fra kreative og særdeles interessante experimenter med spejfolie til mere traditionelle feriebilleder, som vel kun er rigtig spændende for feriens øvrige deltagere. Deres berettigelse hér er, at være INDHOLD (der er ca. 600) – den nylige digitalisering af hele molevitten og samtidige etablering af ‘nerderiet’ var et lykkeligt sammentræf af omstændigheder.
Se alle billederne her, de bedste/mest kreative her, billeder fra (pt.) Frankrig og Italien i Simpleviewer Flash galleri eller et blandet udvalg som Flickr-slideshow.

This awesome picture was taken in Bitterroot National Forest in Montana on August 6, 2000.
The photographer, John McColgan, is a fire behavior analyst from Fairbanks, Alaska. He took the picture with a digital camera. Because he was working at the time he took the picture he cannot profit from it; however, we feel the picture is a once-in-a-lifetime shot and should be shared.