27 01 2010

iPad

Ja, så kom dagen for afsløringen af Apple’s nye familiemedlem, kaldet iPad – før afsløringen kunne man læse sig bevidstløs i rygtestrømmen. Men nu er den her altså. Ikke verdens 8. vidunder, men at være så negativ at kalde den bare en forvokset iPod Touch, forekommer mig ikke rimeligt.

Blandt de nyheder, der nu er afsløret, har jeg især hæftet mig ved hardwaren. Ikke at den er tynd, har relativ lang batterilevetid og selvfølgelig overfedt touchscreen – nej, den er udstyret med en 1 Ghz Apple-chip, altså egenproduceret for første gang i Apple/Mac/iPhone-historien.

Men her et par billeder mere – som fik ihvertfald mig til at savle en smule. Måske jeg skulle erhverve en for de penge, jeg sparer på ikke at ryge cigaretter (ja, du hørte rigtigt – her er da en overbevisende grund til endegyldigt at stoppe?)

12 01 2010

Twitter på iPhone … og her i bloggen

IMG_0065.jpgSom omtalt i forrige blogpost har jeg – efter lang tids tøven og grundig Googling – jailbreak’et min iPhone. Og jeg har absolut ikke fortrudt -man får det bedste fra to verdener: al hidtidig funktionalitet er uændret, men i  tilgift til de over 100.000 programmer, der tilbydes i Apple’s Appstore, får man mulighed for at installere et – for mig ukendt – men meget, meget stort antal 3. parts programmer, som af mange forskellige årsager ikke er lukket indenfor i varmen hos Apple. Det betyder ikke nødvendigvis at det er dårlig software – et betydeligt antal officielt godkendte programmer er mindst lige så ligegyldige eller tåbelige (men i det mindste virker de) – det kan ligesåvel være at de overtræder Apple’s retningslinier for platformen, fx ved at fungere via multitasking, altså at flere processer kører samtidig (dvs. andre end standarden – iPod-delen af iPhone er exempel på en ‘officielt godkendt’ baggrundsproces).

På skærmdumpet herover ses et lille program, jeg ikke kunne modstå fristelsen til at købe qTweeter. Uanset hvilken applikation, der ellers er åben (og har synlig statusbjælke), åbnes det uden at lukke det igangværende, blot ved at swipe fingeren nedad fra statusbjæken. Herfra kan man skrive en kort tekst og umiddelbart publicere den til Twitter og/eller Facebook. Med den ganske lave frekvens, jeg i øvrigt udgiver mine små pip på disse medier, er qTweeter vel ret beset fuldstændig overflødig – men alene det smarte ved programmet (og at jeg har investeret ikke mindre end $4,99!) gør at jeg jævnligt forsøger at finde noget bare en smule relevant at skrive her.

I det hele taget prøver jeg langsomt at tage ‘Twitter-fænomenet’ til mig mere og mere, og kan efterhånden (med spæde, spæde skridt) finde en smule vej i den million-store, tilsyneladende fuldstændig overvældende og uoverskuelige mængde af udgydelser (på højst 140 tegn), der er på verdensplan. Dette har afstedkommet en lille tilføjelse til bloggen (ude til højre), hvor man til hver en tid kan læse de seneste pip fra mig – real-time.

Hvorfor? Først og fremmest fordi det er sjovt og fordi man kan … man på sigt måske temmelig brugbart. Her tænkes selvfølgelig ikke så meget på mine egne bidrag – men ved at selektere lidt i hvem, man følger på Twitter og filtrere strømmen af ‘pip’, kan man faktisk få et godt overblik over nyheder indenfor éns interesse-sfære, for mit vedkommende både de dags-aktuelle (følger bl.a. TV2 breaking og Berlingske), iPhone/Mac-specifikke (følger bl.a. MacWorld UK og individuelle entusiaster) og generelle software/web-relaterede (følger bl.a. Mashable og … min arbejdsplads, Propeople).

08 11 2008

Nye billeder engang i fremtiden

Alle fotos, som kan ses via uggerholt.com er scannede dias fra 70′erne, så jeg overvejede muligheden for at opdatere med nyoptaget materiale.

Derfor er et lommekamera, Olympus Stylus ự830, anskaffet og de allerallerførste forsøg (øvelse gør mester, håber jeg) foretaget. Det er selvfølgelig Jerry som ses her.jerry_.jpg

Og udsigten til købmanden:gadebillede.jpg

15 10 2007

Over and out

Just for the record: Den virtuelle flirt, som har givet anledning til ikke mindre end 5 blogposts (inkl. denne), er nu helt overstået i både fantasi og virkelighed. Facts er uændrede ifht. blogpost 5.10. men følelsesmæssigt er jeg kommet en del videre.
Er i øvrigt meget overrasket over den ganske betydelige psykiske energi, som jeg følte mig foranlediget til at blotlægge her i min webdagbog (kommunikationsmæssige betragtninger vil jeg i øvrigt gøre til genstand for en selvstændig blogpost i morgen). Her vil jeg blot bemærke, at hvert et ytret ord har været ærligt og oprigtigt og uden hensyn til stategi og taktik – dvs. ret usmart :-)
Men jeg fortryder ingen af mine handlinger og intet af denne proces – her er et citat uden kildeangivelse:

05 10 2007

Træerne vokser ikke ind i himlen

For at følge op på den ‘tradition’, jeg har indstiftet med mine forrige 3 blogposts, kommer her atter en følelsesmæssig situationsbeskrivelse – tanker om denne kommunikations generelle afsender-modtager-relation, taktik, strategi og hensyn til evt. læseres kvalmetærskel må afvente ‘bedre’ tider/vilkår.
Jeg har gennem næsten 4 uger oplevet at være noget som ligner ‘forelsket’ (sic) – det er foregået i cyberspace, men jeg oplevede det altså som påtrængende virkeligt. Og nu har jeg absolut intet hørt fra den svenske pige tirsdag-fredag denne uge – véd ikke om hun er død eller levende eller bare ikke orker at besvare spørgsmål fra et gammelt fjols.
Uanset hvad udenforstående vil sige, og også jeg selv kan analysere objektivt, må jeg konstatere, at det kan lade sig gøre at opleve kærlighed i cyberspace. Og at ulykkelig kærlighed er altoverskyggende smertefuldt.
Jeg kan overhovedet ikke analysere mig frem til noget, som jeg har gjort ‘forkert’ – så pt. er det et mysterium, hvad der foregår. Det eneste jeg kan svinge mig op til, ud over at betragte min egen smertende navle, er at håbe, at hun har det godt.

25 09 2007

Drømmer jeg eller er jeg vågen?

Faste læsere af min lille webdagbog (hvis der overhovedet er nogen) vil have bemærket, at jeg har det rigtig godt, og at en svensk kvinde er årsag til det. Selvom min veludviklede skepsis og rationelle forbehold modsiger sentimentale tendenser, er der nu gået 3 uger, hvor jeg hver dag oprigtigt glæder mig til åbne hendes mails. Og jeg skriver til hende med glæde, ligesom chatprogrammet Adium er blevet en fast rutine.

Det er så fast en rutine, at jeg savner hende, hvis hun en dag ikke er online. Ikke nok med det, hun savner også mig, hvis jeg mod sædvane ikke har logget på om morgenen :-)

Så selvom jeg kniber mig i armen, opdager jeg, at jeg altså ér vågen. Det er ikke for godt til også at være sandt. Det er stort og bemærkelsesværdigt.

14 09 2007

Rigtig god tilstand fortsætter

I min forrige blogpost fra 5. sept. kunne jeg fotælle om en god nyhed. Nu er det ikke længere en nyhed, men jeg ønsker at bemærke, at den gode tilstand bare fortsætter!

Jeg modtager søde og informative mails dagligt fra den omtalte svenske pige og jeg svarer lige så ofte og med stor glæde. Hun har også fået mig til at udvide mit erfaringsområde med chat (via Yahoo! Messenger). Denne form for kommunikation har jeg ellers aldrig følt mig tiltrukket af tidligere, men live/instant udveksling af ord er altså spændende og anderledes end mail (supplerer, men erstatter ikke).

Mao. jeg ér glad for livet – og taknemmelig for denne nye kontakt. Det virker mindst som starten på et godt venskab – måske mere?

Blogged with Flock

05 09 2007

En god nyhed

Der er sket noget nyt og godt i mit liv.
Havde (efter ved en tilfældig indskydelse at have fulgt et link) lavet en såkaldt gratis profil på et dating-site (match.com). Det er et multinationalt foretagende, som vil gøre alt for at få ‘kunderne’ til at betale. Man kan fx IKKE læse mails fra andre – eller bare se, hvem der har skrevet – uden at betale abonnement.
Der ligger således 4 mails i min indbakke, men nysgerrigheden har ikke fået mig til at betale… Jeg har også fået et par såkaldte ‘vink’ (det koster ikke noget) fra piger i bl.a. Kina og Afrika (sic).
Men i går modtog jeg (via min almindelige mailkonto) en særdeles interessant mail fra en svensk pige, som havde et abonnement, der gav mulighed for gratis kontakt! Og det har jeg fulgt op på med glæde.
Hun er velbegavet, 40 år, 2 børn, fraskilt, godt udseende, bor i Lund, kattejer og Macintosh-bruger – min sjæl, hvad vil du mere?

Translate

Twitter

@Uggerholt