NYE KOMMENTARER

Lidt om mit forhold til ‘fænomenet’ Facebook.
Jeg har et mildt sagt ambivalent forhold til Facebook – på den ene side synes jeg Facebook-stilen er for amerikansk præget og populær – og når noget bærer disse karakteristika, er det i min verden næsten helt sikkert noget, jeg ikke kan lide (at jeg så fx er fan af noget så decideret amerikansk som Apple’s produkter, er en helt anden historie:-)
For et års tid siden oprettede jeg en profil på Facebook – ganske enkelt fordi jeg ellers overhovedet ikke havde mulighed for at se andres profiler (hvis de altså viser til deres profil til andre end udvalgte ‘venner’).
I næste fase fik jeg samlet mig et lille netværk af ‘venner’ på sitet, i første omgang mine kolleger, som viste sig næsten alle at have en Facebook-profil og hvis status-opdateringer, jeg så kunne følge via Facebook applikationen til iPod Touch (som i version 1 ikke kunne ret meget mere end vise vennernes status).
Nu har jeg så fået en del nye ‘venner’, som jeg ad uransagelige omveje er stødt på, både kontakter, som jeg kun kender fra cyberspace og en række gamle bekendte og venner fra virkelighedens verden. Og jeg er begyndt at tjekke Facebook via programmet til iPod Touch, som i version 2 kan meget mere end før – fx kan man ikke bare se statusupdates, men får information om andre Facebook-relaterede aktiviteter og kan se profil-info, chatte og meget mere.
Således har jeg mødt en god veninde, som jeg ikke har set i 35+ år – vi har dels kommunikeret flittigt elektronisk, dels har vi haft et møde i virkelighedens verden. Et særdeles behageligt møde med et menneske, der, ganske som jeg husker det fra bl.a. skoleårene, har en måde at tænke på, som tiltaler mig. Og – det burde vel ikke komme som nogen overraskelse – virkeligheden slår altså cyberspace med flere længder.
Her er et farvenegativ, taget omkring 1971, altså forrige gang vi mødtes (det er med vilje, at ingen personer på billedet er genkendelige):

PS. Et andet udslag af min ambivalens er, at der tilsyneladende står en del ‘noter’ fra mig – uden at jeg skriver en linie i Facebook. Noterne er blot en RSS-feed fra min blog.

Egentlig har jeg et ambivalent forhold til dette medie, men alligevel bruger jeg det relativt flittigt. Faktisk har jeg udover denne adgang til at skrive i tre andre blogs med vidt forskellige målgrupper. Arbejdsmæssigt er jeg exempelvis tilknyttet en ‘corporate blog’ hvor mine personlige oplevelser og følelser i sagens natur er aldeles irrelevante – her drejer det sig om en virksomheds kunder og image. Men her i ‘min egen’ blog, Kommentarer, ytrer jeg mig om alt som ligger mig på sinde – hovedemner har været så forskellige ting som bl.a. fysisk tilstand, rygestop, Macintosh-software og forelskelse i cyberspace.
Altså bruger jeg muligheden for at skrive en slags dagbog – men alligevel ikke en dagbog i traditionel forstand, da teksten jo eksisterer på internettet og derved i princippet er offentlig tilgængelig. Den ‘gammeldags’ dagbog er en ejendommelig kommunikationsform, hvor målgruppen er begrænset til én selv, mens man vel ikke skriver noget i sin weblog, som man ikke ønsker kan blive fundet vha. Google?
At jeg har anlagt den strategi at være ærlig og netop ikke tage hensyn til strategi og taktik i mine skriverier har bragt mig i en slags dilemmaer, men jeg identificerer mig ret meget med det citat, som jeg valgte at bringe i forrige blogpost. Jeg har helt og aldeles aflyst Janteloven i resten af min levetid!

Blogged with Flock

For at følge op på den ‘tradition’, jeg har indstiftet med mine forrige 3 blogposts, kommer her atter en følelsesmæssig situationsbeskrivelse – tanker om denne kommunikations generelle afsender-modtager-relation, taktik, strategi og hensyn til evt. læseres kvalmetærskel må afvente ‘bedre’ tider/vilkår.
Jeg har gennem næsten 4 uger oplevet at være noget som ligner ‘forelsket’ (sic) – det er foregået i cyberspace, men jeg oplevede det altså som påtrængende virkeligt. Og nu har jeg absolut intet hørt fra den svenske pige tirsdag-fredag denne uge – véd ikke om hun er død eller levende eller bare ikke orker at besvare spørgsmål fra et gammelt fjols.
Uanset hvad udenforstående vil sige, og også jeg selv kan analysere objektivt, må jeg konstatere, at det kan lade sig gøre at opleve kærlighed i cyberspace. Og at ulykkelig kærlighed er altoverskyggende smertefuldt.
Jeg kan overhovedet ikke analysere mig frem til noget, som jeg har gjort ‘forkert’ – så pt. er det et mysterium, hvad der foregår. Det eneste jeg kan svinge mig op til, ud over at betragte min egen smertende navle, er at håbe, at hun har det godt.