30 05 2010

Do Not Sell This Video

For nylig har jeg foretaget et par ret minimalistiske opgraderinger af ”andet hardware’ – altså andet end Mac og omegn. Først investerede jeg i den mindste fladskærm, man vist kan opdrive: 19″. Det gamle, noget større billedrørsfjernsyn havde ikke uvæsentlige irritationsmomenter, idet billedet stod fortegnet efter overgangen til digitalt TV – en del (alle?) 16:9 udsendelser blev strakt ud til at fylde hele skærmen, altså vertikalt fortegnet.

For nogle år siden anskaffede jeg en DVD-spiller i Fakta – dengang et økonomisk temmelig godt køb (under 500 kr). Og den har da også tjent mig til lejlighedvis afspilning af leje-/købefilm. Men den var særdeles kræsen med alle andre DVD-typer, som – hvis disken overhovedet måske kunne læses – typisk loadede i laaang tid før man mødtes med beskeden ‘Unknown disk’. Dette var jeg så irriteret over at jeg en regnvåd lørdag, hvor jeg havde lidt lyst til at se andet end DR – anskaffede en Sony, der ikke engang kostede mere end den gamle: kr 499,-

Et heldigt valg: jeg har omsider kunnet se gamle koncertoptagelser med Grateful Dead, konverteret fra AVI til Video_TS. I modsætning til forgængeren loader og spiller den nyanskaffede DVD-spiller dem straks. Og, selv om der jo er tale om downloadet, hjemmebrændt musik, er det aldeles lovligt – Grateful Dead hyldede aldeles atypisk, at man optog deres koncerter og udvekslede optagelserne med andre fans.

 

09 02 2010

(U)nødvendigt jailbreak

Apple har i kølvandet på iPad-lanceringen udgivet en lille opdatering af iPhone firmwaren, som nu hedder 3.1.3 (den forrige 3.1.2).

En opdatering af så lille indhold, at man fristes til at tro at dens egentlige formål er at formindske antallet af jailbreak’ede apparater, da en almindelig, bevidstløs klikken ‘ja’ til spørgsmålet i iTunes om opdatering ønskes, medfører at existerende 3.1.2 jailbreak mistes, sammen med alle programmer installeret via Cydia! Og der er absolut intet nyt i denne firmware – kun sædvanlig vedligeholdelse og marginale sikkerheds-forbedringer.

Så jeg har ventet indtil der forelå et nogenlunde fremkommeligt jailbreak – men så har jeg også opdateret, da jeg lider af kompulsiv trang til altid at anvende nyeste software.

Fremgangsmåde:

  1. generere jailbreak’et firmware ud fra Apple’s 3.1.3 vha. Pwnagetool 3.1.5.
  2. installere den modificerede fil vha iTunes.
  3. restore fra nyeste backup vha. iTunes.
  4. bruge Cydia til at hente Aptbackup, og dér vælge Restore – herved anvendes alle indstillinger for jailbreak-delen og programmerne hentes og installeres (selvfølgelig forudsat man har lavet en frisk backup i samme program … før opdateringen.

Heureka! På under 1 time havde jeg en fuldt opdateret iPhone igen. Og ganske vist rummer den nye firmware kun ikke-synlige småforbedringer, men de ér der – fx virker den nye version af WordPress.app, det gjorde den ikke før. Synligt bevis er denne blogpost, som udelukkende er skrevet på iPhone.

Ved samme lejlighed installerede jeg endnu en lille ‘tweak’, som er et uomtvisteligt argument for jailbreak – Rotation Inhibitor. Hermed kan man on-the-fly indstille apps til ikke at rotere – altså forhindre fx uønsket coverflow i iPod.app, når man lægger apparatet fra sig eller ligger og hører musik.

21 01 2010

Sjovt nerderi og æstetisk Google-attentat

Bloggen har skiftet udseende i disse dage – vel at mærke kun små, næsten umærkelige ændringer, som ikke bryder med med det overordnede layout. Som tidligere bemærket er kodning absolut ikke min stærke side, men for at tweake dette layout er jeg nødt til at bevæge mig på tynd is, nemlig den bagvedliggende PHP-kode.

Sidebaren er ikke widget-venlig – alle ændringer/tilføjelser kan kun foretages via koden. Det tager sin tid for mig, men – naturligvis især når resultatet er tilfredsstillende – det er ganske sjovt arbejde. Således er den lille Twitter-tilføjelse lavet vha. en plugin og indsættelse af linien <?php twitter_messages('uggerholt', 2, false, true, '#', true, true, false) ?>  
Dette kan ikke kaldes ‘at springe over, hvor gærdet er lavest’ – Twitter er leveringsdygtig i flere forskellige widgets, der kan tilpasses i farver og størrelse, hvorefter en kodestump genereres til copy-paste på fx webside eller blog uden yderligere bekymringer for funktionaliteten. Noget nemmere end den løsning, jeg her har valgt, men bærer præg af genkendelige standard-elementer.

Da jeg nu var i gang, er de øvrige eksisterende elementer rykket op eller ned, og for en dels vedkommende opdateret. Endvidere er der tilføjet en helt ny, lille sektion, nemlig en footer, og flere oplysninger flyttet dertil eller tilføjet (bl.a. kodekræs :-) som min spambeskyttede, krypterede email). Og der er skiftet skrifttype overalt – tidligere var Verdana førstevalg, nu Helvetica hhv. Arial (bruges hvis første skrift ikke er installeret på brugerens maskine).

Forhåbentlig medvirker disse tiltag til at bevare layout’ets enkelhed – trods Twitter-tilføjelsen – en del oplysninger flyttet fra sidebar til sidefod med mindre punktstørrelse, og skiftet fra Verdana til Helvetica bidrager væsentligt til en mere tiltalende fremtræden.

Men et ikke ubetydeligt irrititationsmoment er Google’s nye oversættelses-gadget/widget (den gamle virkede slet ikke mere), som ganske vist i sig selv ser pænere ud end den tidligere, men indeholder et script, som indledningsvis (kan lukkes ved klik) placerer et grimt, hvidt Google Translate banner over bloggen. Aldeles unødvendigt, før man rent faktisk vælger en eller anden oversættelse – det er jo ikke Google, som har indflydelse på, hvad der står på originalsproget dansk. Jeg overvejer pt helt at fjerne sidebar-elementet pga. dette æstetiske attentat – hvad synes læseren?

17 12 2009

Jailbreak

For et par dage siden udførte jeg et vovestykke: udsatte min kære iPhone for et jailbreak – hvilket kort fortalt betyder at åbne apparatet op for 3. parts software (mens den ‘gammelkendte’ funktionalitet er uformindsket). En handling, som absolut ikke har Apple’s velsignelse, og ikke er helt uden risiko for uoprettelig ødelæggelse af iPhone’n.

Selve jailbreak’et udførte jeg aldeles uden problemer eller besvær vha. et lille, ret nyt program kaldet Blackra1n, lavet af en amerikansk knægt, George Hotz aka geohot. Intet med at hente filer med firmware og modificere dem via en (for mig) besværlig proces – nej, tilslut din iPhone/iPod Touch (opdateret til nyeste firmware), start programmet og efter ca. et halvt minut har du jailbreaket dyret! Se (som jeg gjorde – tøvede længe og læste meget om emnet før jeg vovede) evt. en udførlig vejledning.

Og hvad har jeg fået ud af et jailbreak? Indtil videre ikke det store, set en masse eyecandy, installeret og afinstalleret adskillige nyttige/sjove/tåbelige programmer, undret mig lidt og været meget irriteret over hvor reklame-inficeret visse ‘uundværlige’ installations-knudepunkter kan være (årsag til at Apple ikke vil have dem indenfor i Appstore-varmen?), konstateret hvor meget ordet ‘gratis’ kan gradbøjes … og glædet mig over småting som fx muligheden for at modificere interfacet som det fremgår her:

IMG_0034.jpg

Bemærk baggrunden, programtitlerne og reflektionen i ‘docken’. En nyttig lille sag er også SMS Helper, der viser antal tegn mens man skriver i SMS-programmet – 100% gratis og findes kun til en jailbreaket iPhone (hvorfor Apple ikke allerede har indbygget funktionaliteten kan undre). Blandt de perspektiver, der har åbnet sig (og ikke er gratis), er ikke mindst værktøjer, som gør det muligt at have flere programmer åbne samtidig – fx anvendeligt hvis man kører i bil og ikke vil afbryde sin GPS bare for at foretage et opkald på telefonen.

I det hele taget er det et stort, hidtil uopdaget, landskab, som viser sig – udforskning af software giver mig (stadig) en ubeskrivelig (særdeles tidsrøvende) barnlig fryd – og dette på min allerede pragtfulde iPhone. Det er næsten ligesom allerførste gang jeg fik en iPod Touch i hænde – altså slet ikke så ringe endda :-)

20 07 2008

Beckett revamped

Sidst jeg skrev om min Blogger vs WordPress var konklusionen, at jeg holdt for meget af Beckett-layoutet og de modifikationer, jeg havde lavet dér, til at skifte over til WordPress.
Den beslutning har jeg hermed allerede ændret – jeg fandt temaet lavet til WordPress (uden kildeangivelse, det har jeg rådet bod på i sidebaren), og har omdannet det på stort set samme måde. Temaet er ikke ‘widget ready’, men jeg fandt en plug-in, som kunne lave tag-cloud på grundlag af kategorier, og installeres.
Hele processen har efterhånden strakt sig over nogle timer, så Jerry’s fødselsdag er slut og min startet … og jeg har rodet med mere PHP/HTML, end jeg på forhånd troede kunne være spændende.
Wordpress anfører sloganet

code is poetry 

og det er lige før, jeg tilslutter mig udsagnet! Resultatet af anstrengelserne tilfredsstiller ihvertfald mig, men døm selv.
Min ‘nye’ blog er hermed født og indviet.

30 12 2007

Take it or leave it

Egentlig havde jeg i tankerne, at jeg i anledning af årskiftet 07/08 ville launche en engelsksproget version af mit lille website og herunder også denne blog. Første ‘internationale’ blogpost skulle (LOL) have overskriften “Pretentious, moi?

Men ved nærmere eftertanke vil jeg fortsætte med at ytre mig på mit modersmål – det sprog, jeg ikke bare er bedst til, men ovenikøbet rigtig god til. Så det er kun blevet til en mindre, generel remake, med blot en enkelt engelsksproget side, så eventuelle ikke-danske modtagere har en chance :-)

[red.]
Referencen til Fawlty Towers er ikke tilfældig … her fulgte (dec. ’07) et link til en (min) side med Youtube-videoer af det allerbedste afsnit af denne, verdens morsomste TV-serie fra 70-erne, men BBC har desværre håndhævet sin copyright i mellemtiden, så jeg har været nødt til at redigere både siden og denne blogpost.

[/red.]