Ja, dette drejer sig igen, igen om at jeg NU holder op med (u)vanen cigaretrygning!
Som det nok er læseren bekendt, er det langt fra første gang – siden den dumme genoptagelse, efter over 2 års ophør – at jeg flere gange har proklameret, at nu er det nu/nok/for meget mm, netop offentligt for at motivere mig extra, blot for at få tilbagefald igen efter få uger.
Det er lykkedes gennem ca. 2 uger at opretholde et fortsæt om ikke at ryge i arbejdstiden, men også kun i de timer. Ikke nok.
Undskyldninger har været alt for nemme at finde – lige fra “this is not the right day to quit smoking” til konstatering af at nikotin ér mere vanedannende end fx heroin.
Men en 100% sikker måde aldrig at tabe på, er jo aldrig at ville vinde – og nu er det altså tiden, hvor jeg vil vinde!
Detaljer om status følger i linde strømme her og/eller via andre sociale netfora:-)
D. 9. maj annoncerede jeg deltagelse på årets Roskilde Festival. Jeg vil ikke gå i ret mange detaljer, men alligevel kan jeg ikke dy mig for en mini-anmeldelse.
Først generelt: både jeg og min ledsager måtte konkludere at vi nok er ved at være for gamle (56 år) – ikke af ånd, men af krop. Det er ganske enkelt for stor en mundfuld at være tvunget til at gå og stå i mange timer, for til sidst at møde en en halv times gåtur, delvis på en knoldemark, for at nå ‘hjemmeteltet’ med tilhørende soveplads. OG gøre dette flere dage i træk.
Alligevel lykkedes det dog at høre næsten alt planlagt, og et par deciderede overraskelser var der også plads til.
Dag 1
Rumpistol – dansk elektronika på højt niveau. Én DJ, samplere osv, både synlige og ‘usynlige musikere’! Trentemøller – så tårnhøje forventninger var næsten dømt til at skuffes, men nej, Trentemøller havde skræddersyet et sæt, som fik også de bagerste med. Beskrivelsen fra festivalens website både passer og er helt utilstrækkelig … frækt, gennemført, sublimt (og hvad man nu ellers kan finde frem af superlativer).
Dag 2
Allerede her måtte vi økonomisere med kræfterne til at fræse rundt efter – for os – ukendte bands/musikere. Mike Sheridan – indfriede mine negative forventninger/fordomme: det er altså synd at han, i sin unge alder, er så hypet af medierne. Han kan blive noget stort, men er det ikke endnu – jeg hører ikke ret mange gnister af originalitet, men han er da god til udnytte sin software… Faith No More – en reunion, der batter. Extremt vespillende, veloplagt fremførelse af et bagkatalog, der oser af kvalitet. Nick Cave & The Bad Seeds - i den del af sættet, vi hørte, var der ikke de store overraskelser, men særdeles høj kvalitet i fremførelsen af Nick Cave’s sange fra et åbenbart evigt selv-terapeutisk forløb. Måtte forlades midtvejs for at nå at høre: The Mars Volta – mine endog meget høje forventninger blev indfriet til fulde. At netop The Mars Volta’s optræden har affødt mange negative kommentarer må skyldes lyden, som nogle har beskrevet som skæmmet af ekko. Der har da også været en del brokkeri over manglende præcision i trommespillet – klart, hvis man har hørt ekko! Vi var så ‘heldige’ at komme for sent til de rigtig gode pladser i pitten – men til gengæld var lyden god og helt uden ekko … og trommeslageren hørte vi som extremt dygtig!
Vi så os nødsaget til at lade Oasis om at fremføre deres gamle hits for et andet publikum, mens vi hvilede de trætte, trætte ben indtil vi i forbifarten konstaterede at Nine Inch Nails‘ sorte industrial lød en smule … kedeligt. Måske ikke rigtig retfærdigt at bedømme et band på 3-4 numre, men vi ville nå frem til pit-køen til noget virkelig godt: Röyksopp – norsk elektronica, som ikke lyder spor norsk, men er en gennemført live-act, med fuld tryk på alle sanser, og ikke et enkelt fejlgreb på et af de mange keyboards.
Dag 3 Den fysiske udmattelsebegynder at sætte sig igennem, så her jeg spoler hastigt videre til aftenens musik. Pet Shop Boys - kalkuleret, gennemført fremførelse i medley’er af utallige kendte sange. Vellydende perfektionisme til mindste detalje, men ‘peppet op’ af et stort anlagt sceneshow, hvis æstetik jeg/vi ganske enkelt ikke rigtig havde brug for på dette tidspunkt. Mikael Simpson & Sølvstorm – flot, flot sceneoptræden, præget af især sangene fra ‘Stille Og Uroligt’. At høre fx ‘Jeg sidder lidt fast’ live, med flot lyssætning og gennemført lyd var overraskende positivt – og så havde han en extra keyboard-spiller, “Hvad er det nu han hedder … Trentemøller”, som kvitterede for Mikael Simpsons live-bidrag til sit eget sæt, med denne uannoncerede optræden gennem hele koncerten. Guf!
Dag 4
Vi var nu begge overtrætte, men min ledsager blev livet op af sin kærestes ankomst på éndagsbillet. Selv orkede jeg ikke ret meget, men fik tilfældigvis en særdelse god placering i pit tæt på scenen til Eagles of Death Metal – et band jeg mødte aldeles uden forventninger til, idet jeg intet anede om deres existens. Som sådan kunne de jo kun overraske positivt – beskrivelsen i det officielle program var “Sjofel rock på høj-niveau”, og det levede de helt op til. 4 musikere, som vel egentlig ikke var særligt teknisk dygtige, men til gengæld fyrede et hyper-energisk sæt af med enorm charme og selvironi, der smittede mange kilometer ud over scenekanten.
Nå ja, jeg hørte faktisk også det meste af Madness‘ optræden, men det udtaler jeg mig kun nødigt om… Coldplay – jeg fik personligt næsten alle mine negative forventninger opfyldt via ca. 3 numre, og kunne så ærgre mig lidt over absolut at ville have fordommene bekræftet live inden den trælse hjemrejse til København.
Stemningsbilleder fra Roskilde Festival 09 (‘vi kom, så og blev besejret -lol):