For nogen tid siden bekendtgjorde jeg, at jeg var blevet ‘boligejer’, da jeg meldte mig ind i den nystiftede andelsboligforening i ejendommen, som jeg har boet i siden ’81.
Ikke i min vildeste, mest paranoide fantasi havde tanken strejfet mig, at lån til indskuddet kunne være et problem – jeg skal give ca. 70.000 for en andel, der er ca. 270.000 værd.
Men min egen bank sagde ‘nej’, og to andre banker ligså. Jeg har hørt om den såkaldte ‘finanskrise’ – med alvorlige konsekvenser for en del mennesker. Fx udtalte et par i tv-avisen, at de nu blev nødt til at købe en mindre fladskærm end først planlagt…
Imidlertid har jeg ikke 70.000 på kistebunden, og det er jo bankerne, der sidder på pengene og her har det altafgørende sidste ord, så jeg kaster håndklædet i ringen, og anmoder bestyrelsen om at fortsætte som almindelig lejer.
Mek ok, det er billigere, jeg kan ikke blive smidt ud, og lejelovens bestemmelser ‘beskytter’ mig også fremover. Og jeg påtænker ikke at fraflytte 64 m2 dejlig lys, byfornyet lejlighed med fx fjernvarme, nye vinduer og nyt køkken – ikke før jeg bliver båret ud.
Alligevel er det nedtur