NYE KOMMENTARER

I onsdags var jeg til træning – på opfordring fra mine fysioterapeuter, selvfølgelig med henblik på at gøre noget ved nakkesmertehelvedet, som er beskrevet her i detaljer i to tidligere blogposts.
Sådan noget har jeg aldrig gjort før – faktisk blev jeg fritaget fra gymnastik, da jeg gik i 6. klasse, altså for 43 år siden!
Og det levede op til alle mine fordomme: fx blev jeg sat til at cykle på et apparat, der ikke havde noget som helst praktisk formål ud over øvelsen, da man ikke flyttede sig en meter (i øvrigt cykler jeg dagligt, og kan li’ at gøre det … men der tjener det et formål, at komme fra punkt A til punkt B, og have den konstante tilfredsstillelse at opleve umiddelbart resultat af hvert enkelt tråd). Så nej, jeg trænger ikke til motion, og slet ikke til at tabe mig.
Udover dette var der tilrettelagt et program med forskellige øvelser målrettet nakkeproblemet. Om de har en positiv effekt på længere sigt, kan jeg bare håbe på. Den eneste umiddelbare virkning er, at smerterne er meget værre.
Et andet, væsentligt bidrag til min aldeles negative oplevelse var, at der blev spillet Shu-Bi-Dua i hele timen. Det er nok det værst tænkelige akkompagnement, jeg kan forestille mig, overhovedet!
PS. Når jeg ikke har skrevet om konsultationen hos reumatolog, er det fordi, der ikke er noget at skrive. Resultat: ‘nada’.