23 08 2008
Tidsfordriv i regnvejr
I den glimrende blog for ex-Grafix’ere har Peter for nylig sat sig som mål at skrive en blogpost hver dag. Jeg bifalder målsætningen, men selv har jeg ikke tid til at gøre ligeså hér, så det nærmeste jeg kommer på et sådant løfte, er at jeg (som hidtil) vil skrive hyppigt.
Men i dag er det absolut ikke vejr til udendørs aktiviteter, så jeg har ‘nørdet’ lidt med at lave et nyt favicon (det lille symbol, som nogle sites viser i browserens adresselinie til venstre for http-adressen). Ændringen er lavet både på mine sider af nerderiet og mit ‘eget’ domæne – slår igennem overalt, da koden jo allerede er implementeret, så det er bare at uploade en enkelt lille fil (favicon.ico) af den rigtige type på hvert domæne.
Det forrige smiley-favicon var genereret vha. dette site, mens de nye er lavet vha. en plugin til Photoshop, som føjer Windows-formatet .ico til Photoshop’s arkiveringsmuligheder. Jeg kan ikke illustrere, hvordan min tekst-smiley så ud, da WordPress laver den om til ikon ![]()
Sådan et ‘favicon’ er kun 16*16 px, så der er stærkt begrænsede muligheder for eventuelle kunstneriske udfoldelser.
Den gratis plugin kan hentes hos Telegraphics.com.