28 07 2008

Kent på 5-øren

ntfllcjfvfrgizflbxmp.jpg
Var til koncert med bl.a. The Storm og Kent på 5-øren.
At jeg gik til koncerten var især af ‘nostalgiske’ årsager, da jeg har været aktiv i Musikforeningen 5-øren i årevis, og derfor har haft 5-øren som ‘fast bestanddel’ af mit liv i mange weekends før i tiden. Og jeg er fortsat ret musikintereresseret.
The Storm var jeg nysgerrig efter at høre live, pga. Pernille Rosendahl. Hun har en stor musikalsk kreditkonto hos mig, og jeg var spændt på om hun ville ‘indbetale’. Men nej – bandet leverede en professionel opførelse af sangene på The Storm’s debut-CD. Intet udover, intet mere – skuffende.
Mht. Kent fra Sverige var jeg aldeles uden forudsætninger, og derfor uden forventninger. Bandet overraskede med et gennemført professionelt show, men masser af visuelle features. Flot, smagfuld udnyttelse af såvel lys som en stor video-bagskærm (ikke en snoldet storskærm, men widescreen i næsten hele scenens bredde), hvor de viste bl.a. filmsekvenser og live-video fra scenen.
Og musikalsk: Kent fremførte en række ‘kendte’, glimrende sange – selvfølgelig alt på svensk!
Fotoet ovenfor (som stammer fra en anden koncert) er bragt med tilladelse af fotografen Christoffer Kjellberg©, se flere musikfotos på hans site: musicphoto.se.

25 07 2008

Time Capsule

overview_timecapsule_20080115.png
Så kører min Time Capsule – en Apple-enhed, der fungerer både som harddisk (har valgt den ‘lille’ på 500 GB) OG trådløs base-station.
Det er hensigten, at jeg vil bruge den til backup vha. OS X’s indbyggede Time Machine: I snart 5 år har jeg kun haft backup af de vigtigste filer, ikke af hele systemet osv. – i modsætning til de forrige 16-17 år, hvor jeg altid havde mindst én komplet, aktuel backup. Men nu har jeg igen digitalt ‘sikkerhedsnet’ – ikke at jeg regner med at få brug for det, men det jo til vished grænsende sandsynligt, at man aldrig har brug for backup’en – lige ind til dén dag, hvor man ikke har en.
Og min Time Capsule opfylder endvidere behovet for lidt legetøj: som nævnt er den også base for trådløst netværk og dermed er eventuelle fremtidige gadgets som iPod Touch, iPhone (eller gæsters laptop) sikret let adgang til internet.

25 07 2008

mac_pc_cars.jpg

20 07 2008

Beckett revamped

Sidst jeg skrev om min Blogger vs WordPress var konklusionen, at jeg holdt for meget af Beckett-layoutet og de modifikationer, jeg havde lavet dér, til at skifte over til WordPress.
Den beslutning har jeg hermed allerede ændret – jeg fandt temaet lavet til WordPress (uden kildeangivelse, det har jeg rådet bod på i sidebaren), og har omdannet det på stort set samme måde. Temaet er ikke ‘widget ready’, men jeg fandt en plug-in, som kunne lave tag-cloud på grundlag af kategorier, og installeres.
Hele processen har efterhånden strakt sig over nogle timer, så Jerry’s fødselsdag er slut og min startet … og jeg har rodet med mere PHP/HTML, end jeg på forhånd troede kunne være spændende.
Wordpress anfører sloganet

code is poetry 

og det er lige før, jeg tilslutter mig udsagnet! Resultatet af anstrengelserne tilfredsstiller ihvertfald mig, men døm selv.
Min ‘nye’ blog er hermed født og indviet.

20 07 2008

Blogger vs. WordPress – og denne blog

I forbindelse med, at jeg har fået mit ‘eget’ domæne åbner der sig også nye muligheder for min blog. Da webhotellet er oprettet et sted, hvor PHP og MySQL er standard, kan jeg installere en WordPress blog, som så kommer til at ligge på min ‘egen’ URL.
Også til WordPress kan man få et stort udvalg af gratis skabeloner, som faktisk er, om muligt, endnu nemmere at teste end skabelonerne, der fås til en Blogger-blog. Og en række faciliteter, som koster tid og besvær at installere i Blogger, er ganske ligetil under WordPress.
Det er endvidere ganske ligetil at overføre al indholdet, tekst og billeder, fra Blogger til WordPress. Men indtil videre beholder jeg min nuværende blogs (den du ser nu, juli ’08) skabelon/tema – og ‘bliver’ på blogspot-adressen, især fordi den nuværende version af bloggen er temmelig unik: den anvendte skabelon er vist ikke ret udbredt, og de modifikationer, jeg har lavet, har (selvsagt) ingen andre foretaget på helt samme måde.
Og i øvrigt ville det ærgre mig, at have spildt ganske mange timers arbejde på diverse finjusteringer (jeg kan virkelig ikke lide at bruge tid på noget, som jeg alligevel ikke bruger).

19 07 2008

Det var en ‘fejl’

Den måling af min internet-hastighed, jeg foretog d. 9. juli (viste ca. 10 Mbit download – se skærmdump i blogpost) var lidt fejlbehæftet (til den ‘gode’ side).
I en mail fra TDC fik jeg at vide at min opkobling ville blive ændret til 12/1 Mbit fra august, da min ‘gamle’ hastighed udgår.
Så den midlertidige måling viste faktisk lidt for lidt – nu viser en test korrekt.
Det eneste, som er uændret, er prisen (243,-/md).

09 07 2008

Det vil jeg ikke klage over

Prøvede ‘for sjov skyld’ at logge mig på åbne wifi-netværk i nærheden via Airport – bruger ellers (indtil jeg får en Time Capsule) kabel.
Jeg betaler for en forbindelse via kabel-tv på 4/1 Mbit og det ‘bedste’ åbne netværk var en del hurtigere. Skiftede dog hurtigt tilbage til mit ‘eget’, og tjekkede også dér hastigheden … og tjekkede igen og igen. Ingen tvivl om det herlige resultat:

speed_080709.jpg

Mon dette er en periodisk ‘fejl’ eller permanent justering?

08 07 2008

Spambots

‘Faldt’ over en side, som forklarer hvordan man undgår at email-adressen falder i kløerne på spambots, som automatiseret pløjer igennem tusinder af websites html, for at udtrække email-adresser til brug for ‘bulk marketing’ og det, der er værre. Mac’ens Mail er ret god til at smide den slags i ‘junk mail’ (‘reklamer’ på dansk) postkassen, og man kan selv gøre en del for at undgå den slags, men hélt undgå det er næppe muligt? (Typiske exempler er tilskyndelser til ‘givtige investeringer’, casinospil, receptfri Viagra og porno).
Et vigtigt element af enhver webside, uanset om den skal sælge varer eller måske bare sig selv, er selvsagt at informere om, hvordan man kommer i kontakt med den der står for siden. Men er éns adresse først kommet i køerne på en spambot, bliver de få junk mails til flere hundrede om dagen!
Det giver nævnte side råd for – et lille script kaldes og den ‘almindelige’ html-linie (det ville selvsagt være tåbeligt at bruge indholdet ordret her):
(a href="mailto:nobody@fake_address.com")MAIL(/a)
er nu erstattet af:(script)mail2("nobody","fake_address",14,"","MAIL")(/script)Det virker som det skal ved klik (åbner mailprogram med ny mail med den rigtige adresse) – og jeg gad nok se den spambot, som kan få noget forståeligt ud af linien!
Erstat ( med < osv. – kan ikke få 'lov' at skrive det, selv som code.

08 07 2008

Forpligtende menupunkt

På mit ‘nye’ domæne, uggerholt.com, er indholdet stort set identisk med min ‘side af nerderiet‘, dog med et par undtagelser, især er forsidebilledet et andet – så jeg selv kan holde rede på de to sites.
Andre, mindre forskelle er der i emnerne ‘news’ og ‘links’, men jeg fik også fik ugennemtænkte indfald at oprette et ekstra menupunkt ‘Today’s joke‘. Dette er f*** forpligtende, da jeg finder det pinligt at lade sådan en henvisning være uaktuel, men siden skal jo så opdateres HVER eneste dag.
Om dette projekt lader sig gennemføre vil tiden vise – det kan selvfølgelig også være, at jeg bare fjerner/ændrer menupunktets tekst.

06 07 2008

Mit ‘eget’ domæne

Har oprettet uggerholt.com – hvor der her i starten er næsten samme indhold som på mine undersider af nerderiet.
Dog er forsidebilledet et andet (fotografi fra Rhodos ’72 !), så jeg/man kan se forskel, og der er mindre ændringer på siderne, som viser sig ved valg af menupunkterne ‘news’ og ‘links’.
At nyhederne ikke længere er helt de samme begge steder, er vel rimeligt selvindlysende. Med tiden vil der sikkert blive større forskel på de to versioner, men pt. er det min hensigt at vedligeholde begge sites.
Og en forklaring på, hvorfor jeg har købt .com og ikke .dk: jeg ville da foretrække .dk, og det er min plan at flytte hertil, når det evt. bliver muligt – det er det ikke i skrivende stund, da dette domæne er ejet af en anden med samme (for/mellem-) navn (antagelig er vi fjernt beslægtede, men jeg véd det ikke).

« Previous Entries

Translate

Twitter

@Uggerholt