27 06 2008
Det bliver ikke en iPhone
Efter at have læst om Telia’s planlagte priser på iPhone, er min umiddelbare begejstring (se blogpost d. 10. juni) lidt kølnet. Jeg har ganske enkelt ikke brug for alle de samtaleminutter (300), som er inkluderet i abonnementsprisen på 599,- pr. måned i første 6 måneder (falder dog så til 399,-). Selv sidstnævnte er mere, end jeg bruger på telefon-samtaler på 4 måneder!
En iPhone er da vildt lækker, og kan en masse, men ret beset: har jeg egentlig brug for en telefon, der også er en computer med lillebitte skærm? Ikke nok til at udgiften på nogen måde kan retfærdiggøres overfor mig selv.
Men jeg har brug for ny telefon – den gamle Nokia’s batteri er døende. Så det ender vist med at jeg ‘bare’ flotter mig og køber en rigtig tiltalende Nokia 6500, som kan alt det andet, også har har indbygget 2 mpx kamera (og er lækker at se på), men blot koster ca. 1700,- uden abonnement.
Måske investerer jeg så senere i en ‘fattigmands-iphone’, en lille iPod Touch til lidt over 2000 kroner.
